Onsdag den 19. november kl.19:30 på Thorsens Allé 2, Aalborg stiller forfatter og debattør Bent Meier Sørensen spørgsmålet: Hvorfor tabte den europæiske civilisation sin modstandskraft og hvordan genvinder vi den?
I en global tidsalder præget af uro, brydninger og ulighed stiller foredragsholderen spørgsmålet: ”Hvordan kunne vi lade os invadere så let af SKÆRMENE og BIG TECH?”
Med en skarp og velunderbygget analyse viser han, hvordan vi har ladet os invadere af digitale platforme, der styrer vores hverdagsliv, indsamler vores data og former vores tanker uden modstand.
Foredraget rummer ikke blot en kritik, men også et opråb til handling. Med en kombination af historisk indsigt og personlig refleksion opfordrer han til at genopbygge de europæiske grænser, der kan beskytte os mod kaos og usikkerhed.
Bent Meier Sørensen er ph. d. og professor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS. Han er en meget anvendt kommentator og forfatter til den anmelderroste bog ”Skæbnens magi. At træne modstandskraften i en digital tid.”
Foredraget afholdes i samarbejde med Folkeuniversitetet og er gratis.